Nyheder

Du er her: Forsiden > Nyheder > Arkiv > Årets læreplads fejret
Udskriv siden

12-11-07

Årets læreplads fejret

Herfølge-firmaet Tømrer-Snedker Firmaet A/S v/Bjarne Andresen blev i dag fejret med den attraktive titel Årets lokale Læreplads.

Af Lene Ingil Johansen

I hele oktober måned har lærlingene på EUC Sjælland i Køge, Haslev og Næstved kunnet indstille deres virksomhed og mester til titlen. Der er rigtig mange gode lærepladser i regionen, men et enigt bedømmelsesudvalg på EUC Sjælland pegede på Tømrer-Snedker Firmaet A/S.

God sammenhæng mellem skole og virksomhed
Det er tømrerlærling Palle Victor Rasmussen, 36 år fra Strøby, der har indstillet sin mester til titlen. Ud over at give sine lærlinge en god uddannelse pegede Palle Victor Rasmussen i sin indstilling også på de særdeles gode arbejdsforhold som alle uanset arbejdstitel arbejder under: "Som lærling hos Bjarne er man aldrig i tvivl om, at man får en fyldestgørende uddannelse, og man får virkelig lov at mærke en god sammenhæng mellem det man lærer på skolen og det arbejde man udfører i firmaet" fremhævede han i sin indstilling.

Præmien

EUC Sjællands direktør Astrid Dahl overrakte præmien - et originalt akvarelmaleri af kunstneren Tilde Carlsen. Astrid Dahl roste de mange gode virksomheder skolen samarbejder med og glædede sig over muligheden for at hædre de gode eksempler.

Finalen
Det er Foreningen af Skoleledere ved de tekniske skoler i Danmark, der har taget initiativet til Årets Læreplads, i et landsdækkende samarbejde mellem de tekniske erhvervsskoler i Danmark. Eleverne har i år for ottende gang fået muligheden for at nominere deres lærepladser til Årets Læreplads. Tømrer - Snedker Firmaet A/S går nu sammen med de øvrige lokale vindere videre til den nationale konkurrence, hvor vinderen kåres på Christiansborg i slutningen af november.

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk