Nyheder

Du er her: Forsiden > Nyheder > Arkiv > Første hold sjakbajs er uddannet
Udskriv siden

17-2-11

Første hold sjakbajs er uddannet

På en byggeplads foregår der mange ting. Og mange forskellige typer håndværkere kommer indover for at udføre netop deres del af opgaven. Derfor er der brug for nogen til at styre processen - for eksempel en sjakbajs.

Af Tina Friis Hansen

Ni kursister har netop afsluttet et AMU-forløb som sjakbajs på EUC Sjælland i Næstved. Det betyder, at den nu er trænede i at lede og fordele arbejdet på en byggeplads, har indsigt i lov- og regelsystemet inden for byggereglementet, kan forebygge konflikter og gå i dialog med bygherrer om tidsforbrug og kvalitet.
Afdelingsleder på Bygge og anlæg, Poul Sørensen, mener, der er hårdt brug for sjakbajs-uddannelsen på byggepladserne.
- Sjakbajserne lærer at kommunikere på tværs af de enkelte fag. Der er mange forskellige faggrupper repræsenteret på en byggeplads, og ved at have en leder bliver det ofte mere økonomisk rentabelt - og det bliver også væsentlig sjovere at være håndværker, siger Poul Sørensen, der understreger, at blot fordi man er en dygtig håndværker, er man ikke nødvendigvis en dygtig leder.

For mange kokke...
Han opremser et skrækscenarie der kan udspille sig, hvis der mangler en synlig leder på en byggeplads til at koordinere alle faserne i et byggeri.
- Først kommer tømreren og sætter et stillads op, udfører sit arbejde og piller stilladset ned igen. Derefter kommer maleren, der også sætter et stillads op, arbejder og piller det ned igen. Derpå kommer elektrikeren, som søreme også har et stillads med, som han sætter op. Sådan kan det gå i de værste tilfælde, siger Poul Sørensen.
Det siger sig selv, at det på ingen måde er rentabelt. Derfor er de 18 dage til det samlede AMU-kursus givet godt ud.

Sammensæt dit eget AMU-kursus
Nedenfor kan du se, hvilke moduler sjakbajs-uddannelsen kan bestå af. Det er op til den enkelte kursist, hvilke moduler han vil tage. De ni nyudklækkede sjakbajser har taget alle modulerne - i alt 18 dage.

  • Ny i rollen som sjakbajs (4 dage)
  • Økonomi og ressourceoptimering (2 dage)
  • Aftaleforhold i byggeriet (1 dag)
  • Service og kundepleje (1 dag)
  • Byggeriets lov- og regelsystem (1 dag)
  • Procesgranskning og kvalitetssikring (2 dage)
  • Planlægning og styring i byggeriet (3 dage)
  • Arbejdsmiljø - Sikkerhed og sundhed på byggepladsen (2 dage)
  • Sjakbajsen som leder (2 dage)

Læs mere i brochuren, som kan hentes her
Se, hvornår kurserne bliver udbudt i kursuskalenderen

På billedet ses (bagerst fra venstre): Michael Elgaard, Anders Vestergaard Holvard, Henrik Sørensen, Janus Brøndum Holm, Jesper Odgaard.
(Forrest fra venstre): Kim Werner Nielsen Thesbjerg, Peter Morten Pedersen, Laurits Hansen, Kenneth Larsen.

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk