Nyheder

Du er her: Forsiden > Nyheder > Arkiv > Fremtidsvisionen blev grøn i Næstved
Udskriv siden

19-9-09

Fremtidsvisionen blev grøn i Næstved

Fredag eftermiddag, d. 2/10,  åbnedes dørene for alle interesserede til en udstilling om "Grøn Arkitektur" på Næstved HTX, hvor elever præsenterede deres fremtidsvisioner om et bæredygtigt og klimavenligt havneområde med en lang række attraktive tilbud og aktiviteter.

Elever fra alle årgange havde arbejdet hårdt i en hel uge med at fremstille modeller, plancher og 3D tegninger. Og der var også mange forskellige ideer og teknologier på udstillingen; lige fra et havnebad, et kongrescenter, alternative energiformer, til spændende nye bygningsformer, butikker, åkandeskulpturer, restauranter og grønne, skyggefulde parker.

Men det var ikke kun selve designet af bygningerne, der optog de forskellige grupper. Nogle elever havde arbejdet med sortering af affald, som senere ved afbrænding skulle omdannes til el og varme i de nye boligblokke. Andre havde placeret solceller forskellige steder, og en gruppe havde valgt et fortov bygget af materialer, der kan afgive energi og strøm til husene omkring.

Alle disse forslag blev studeret af et interesseret publikum, der diskuterede med og lyttede til de stolte elever, som kunne fortælle vidt og bredt om deres arbejde. Publikum havde også mulighed for at stemme på deres favoritmodel, og vinderen af prisen blev afsløret sidst på dagen, samtidig blev der uddelt én pris til hver årgang, og deraf blev den bedste ide om et bæredygtigt miljø hædret.

Publikumsprisen gik til et projekt med bl.a. skaterpark, ombyggede siloer, badebassin og sorteringsplads af Simon Jørgensen, Mette Larsen, Patrick Janowski, Søren Englund, Sebastian - 2.b.

1. præmien gik til et projekt med miljørigtigt boligbyggeri, havnebad og park af Andreas Klestrup Hansen, Rasmus Bøje Pedersen og Kim Hansen - 3.a.

Klik på billedgalleriet og se de flotte projekter fra de dygtige elever!

 


EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk