Nyheder

Du er her: Forsiden > Nyheder > Arkiv > Robotter på EUC
Udskriv siden

16-2-09

Robotter på EUC

Oplev sidste skrig indenfor svejseteknologi og gasser i Køge. EUC Sjælland i Køge, Migatronic og AGA går sammen om at vise den nyeste teknologi.

Hvornår:
Torsdag den 26. og fredag den 27. februar 2009 kl. 9-16

Hvor:
EUC Sjælland, Boholtevej 95 i Køge.

Torsdag den 26. og fredag den 27. februar slår EUC Sjælland, Boholtevej 95 i Køge dørene op for et helt andet publikum end uddannelsescentrets normale elever.

De to dage er nemlig øremærket til et åbent hus arrangement i samarbejde med svejsevirksomheden Migatronic i Fjerritslev, Migatronic Automation i Aabybro og AGA.

Her kan folk, der er beskæftiget i metalindustrien, opleve Migatronics nyeste generation af svejsemaskiner og svejserobotceller på tæt hold. Som en sidegevinst kan man desuden høre alt om AGA's koncept Weldonova, der er et uddannelsestilbud for alle medarbejdere, der til daglig arbejder med gas.

- Konceptet har til formål at forbedre effektivitet og kvalitet, og f.eks. at øge svejsehastigheden eller reducere driftsforstyrrelser, forklarer Erik Sørensen fra AGA.

- Vi håber at kunne lokke rigtig mange interesserede til at opleve det nyeste fra svejsesiden. For vi har mange spændende nyheder med til Køge, afslører Lasse Thomsen, der er salgschef i Danmark for Migatronic Automation. Det drejer sig blandt andet om en række svejserobotanlæg fra Migatronic Automation og om Migatronics nyeste svejsemaskine Sigma2 med Intelligent Gas Control IGC®, som er i stand til at halvere gasforbruget ved MIG/MAG svejsning til gavn for svejsekvaliteten, bundlinjen og miljøet.

Folk, der møder op hos EUC i Køge, vil ikke blot kunne se nærmere på de nyeste svejsemaskiner og svejserobotter. De får også mulighed for at komme helt tæt på robotterne og for at betjene dem, samt afprøve flere forskellige svejsemaskiner, heriblandt den nye Sigma2.

- I det seneste par år er der installeret en lang række svejserobotter rundt om i de danske virksomheder. Med dette arrangement håber vi at få lejlighed til at vise endnu flere, at robotterne slet ikke er så vanskelige at betjene, som mange måske går og tror, siger Lasse Thomsen videre.

Begge dage vil der være eksperter til stede - såvel fra Migatronic som fra AGA. Og de svarer alle gerne på spørgsmål og giver gode råd til de besøgende. Repræsentanter fra EUC Sjælland i Køge vil supplere med uddannelsesmuligheder indenfor den nyeste svejseteknologi.

Åbent hus arrangementet finder sted torsdag 26. fra kl. 09.00 til 16.00 og fredag 27. fra kl. 09.00 til 14.00. Der trakteres med forfriskninger i løbet af dagen, og midt på dagen vil der blive budt på en let frokost.

Migatronic koncernen beskæftiger i dag ca. 450 medarbejdere, heraf ca. 60 med speciale i automatisering. Dermed er virksomheden en af Europas førende udviklingsvirksomheder inden for svejsning og svejseautomatisering. Migatronic tilfører med sine produkter stor konkurrencekraft til en lang række virksomheder, herunder bl.a. Electrolux, Grundfos og Danfoss.

Konkurrence for alle
Deltag i en konkurrence: Sæt billeder, lyd eller ord på din bedste TIG, MIG/MAG eller MMA svejseoplevelse med en Migatronic maskine.
Upload det på f.eks. Youtube, send linket til Migatronic og vind!
Vind præmier med et helt specielt udseende. Airbrush-kunstneren Ray Hill udsmykker priserne. I 2007 vandt den amerikanskfødte kunstner VM i Custom Bike Building og har med Sverige som nuværende adresse udsmykket over 100 trucks, som med deres farvestrålende specialfremstillede motiver er meget synlige på Europas landeveje.

Svejserobotterne fra Migatronic udstiller også på EUC Sjællands åbent hus dag på Boholtevej 95 i Køge den 28. februar 2009 kl. 10-14.

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk