Nyheder

Du er her: Forsiden > Nyheder > Arkiv > Simon er et matematisk talent
Udskriv siden

29-2-08

Simon er et matematisk talent

Skarp Køge-elev kvalificeret til vinderseminar og landsdækkende matematikkonkurrence, der finder sted i Aalborg 2.-5. marts.

Af Lene ingil Johansen

Simon Schleicher, 18 år fra Solrød Strand, går i 1.g på EUC Sjællands Tekniske Gymnasium (htx) i Køge og hører til de skrappeste matematik-hjerner blandt gymnasieelever i Danmark. Ved sidste indledende runde blev det til 11 point ud af 20 mulige i den landsdækkende Georg Mohr- matematikkonkurrence, og det gav ham et wildcard til et vinderseminar ved Institut for matematiske fag på Ålborg Universitetscenter den 2.- 5. marts 2008, hvor 27 af landets bedste gymnasieelever i matematik sætter hinanden stævne med matematik på højt niveau, foredrag og socialt samvær. Som afslutning på seminaret skal eleverne dyste fire timer i svære matematikopgaver, kun udstyret med skrive- og tegneredskaber og papir.

Vil studere matematik på Universitetet

Simon Schleicher har altid haft stor interesse og begavelse for matematikken, og han er da heller ikke i tvivl om at når studenterhuen fra Køge htx er i hus, går det videre til Københavns Universitet for at læse matematik. Simon ser frem til fire spændende dage i Aalborg, hvor han får rig lejlighed til at lære sværere matematik blandt ligesindede. Gennem vinderseminaret i Aalborg får Simon Schleicher desuden chancen for at kvalificere sig til den nordiske matematikkonkurrence, der afholdes i København den 31. marts 2008.

Landsdækkende hovedbrud
Georg Mohr-konkurrencen er en matematik-
konkurrence, der henvender sig til matematikinteresserede elever i de gymnasiale uddannelser. En slags Danmarksmesterskab i matematik. Formålet med Georg Mohr-konkurrencen er at stimulere interessen for matematik ved at udfordre de dygtigste elever med opgaver, der i sværhedsgrad ligger ud over det, de møder i den daglige undervisning.

Georg Mohr-konkurrencen foregår i tre runder. Første runde afholdes midt på efteråret, og anden runde i januar. Første runde kræver ingen tilmelding, og alle kan deltage. Med et godt resultat i første runde kvalificerer man sig til at deltage i anden runde, og det var her - efter 4-timer med opgaver at Simon kvalificerede sig til den afsluttende konkurrence i Aalborg.

Opgaverne
Blandt opgaverne i den indledende runde var denne: Prøv selv denne her, som Simon i øvrigt påpeger, var én af de nemmeste:
Danmark har spillet en fodboldlandskamp mod Georgien. Kampen sluttede 5-5, og mellem første og sidste mål har kampen på intet tidspunkt stået lige. Intet land har scoret tre mål
i træk, og Danmark scorede det sjette mål.
Kan man ud fra disse oplysninger afgøre hvilket land der scorede det femte mål?

Fakta - Hvem var Georg Mohr?
Georg Mohr var en dansk matematiker der levede 1640 til 1697. Han blev født i København og viste tidligt interesse for matematik. I 1662 tog han til Holland for at studere matematik og filosofi. Her blev han til omkring 1681, hvor han drog til København igen. Her blev han tilbudt et job ved kongens (Christian V) skibsbyggeri. Dette tog han ikke imod, han foretrak det frie liv som matematiker og filosof. I 1687 blev Mohr gift, til trods for at han tidligere havde udtrykt stor forundring over vennen og matematikeren Tschirnhaus' ægteskab. Han drog derefter igen til Holland sammen med sin nye kone, hvor han efter store overvejelser accepterede et tilbud fra Tschirnhaus om arbejde i Tyskland. Her døde han den 26. januar 1697.

(Svar på opgaven: Antag at Danmark scorede det femte mål. Så scorede Georgien fjerde mål da ingen af holdene har scoret tre gange i træk. Af samme grund har ét af holdene scoret netop to af de tre første mål. Hvis Danmark scorede to af de tre første mål, ville det stå lige efter fjerde scorede mål. Umuligt! Hvis Georgien scorede to af de tre første mål, ville kampen stå lige efter sjette scorede mål. Umuligt! Eneste mulighed er at Georgien scorede det femte mål.)

 

 

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk