Nyheder

Du er her: Forsiden > Nyheder > Arkiv > Temadag på EUC Sjælland
Udskriv siden

30-9-08

Temadag på EUC Sjælland

En eftermiddag blandt andet med opdateret byggeteknisk viden om skimmelsvamp i tagkonstruktioner.

Af Lene Ingil Johansen


45 tømrersvende og -lærlinge fra Nils Wium Tømrermester og Entreprenørfirma ApS havde for en stund lagt værktøjet til fordel for en eftermiddag med informative oplæg om meget relevante emner: Skimmelvækst og undertag, ventilation af loftrum, brug af Dansk Undertagsklassifikationsordning (DUKO) til valg af rigtigt undertag samt brugen af Fonden BYG-ERFA og Fondens erfaringsblade.

Videndeling blandt fagfolk
Det var firmaet Byggros A/S der fostrede ideen om afholdelse af skimmelarrangementer rundt omkring i landet, hvorefter tømrerfaglærerne og daglig leder af tømrerafdelingen på EUC Sjælland i Køge Ivan Hansen sammen med Peter Wium fra Nils Wium ApS straks tog initiativ til temadagen. Arrangementet havde deltagelse af Teknologisk institut, Fonden BYG-ERFA, Dansk Undertagsklassifikationsordning (DUKO) samt firmaet Byggros A/S og foregik på EUC Sjællands afdeling for Bygge og anlæg, Lyngvej 25 i Køge.

"Det er vigtigt, at alle i firmet hele tiden følger med og er opdaterede på nyeste viden og erfaring på området" sagde Peter Wium i sin velkomst, inden virksomhedens ansatte tog hul på eftermiddagens arrangement. På programmet var blandt andre biolog Anne Pia Koch fra Teknologisk Institut, der holdt oplæg om skimmelsvampens vækstbetingelser og forebyggelse. Med udgangspunkt i en række konkrete eksempler fra byggerier fortale hun om den stadigt voksende opmærksomhed omkring skimmelsvamp og Teknologisk Instituts arbejde i forbindelse med bygningsundersøgelser, laboratorieundersøgelser, rådgivning, kvalitetskontrol og vidensformidling vedrørende skimmelvækst.

Arkitekt Jens Østergaard fra BYG-ERFA informerede om nye retningslinjer for ventilation i loftsrum og gav en introduktion til hvordan man kan bruge BYG-ERFA - erfaringsbladene inden for en lang række byggetekniske områder. Morten Hjorslev Hansen, ingeniør fra DUKO fortalte om brug af DUKO i hverdagen, og hvordan man på www.duko.dk finder oplysninger om undertagsmaterialer og vælger undertag.

Dorthe Gunvad og Brian Nielsen fra firmaet Byggros A/S sluttede en informativ eftermiddag af med oplæg om undertag, montering og konstruktionsvejledninger.

 

Daglig leder af tømrerafdelingen på EUC Sjælland i Køge var efterfølgende godt tilfreds med arrangementet: "Der kom masser af brugbar viden og erfaring på bordet, og alle havde mulighed for at stille spørgsmål og komme med netop deres konkrete erfaringer ude fra byggepladsen", fortalte Ivan Hansen, der forventer snart at kunne tilbyde flere lignende temaeftermiddage for lokalområdets mestre og svende.

Skimmelkaravanen drager nu videre rundt i landet med seks tilsvarende arrangementer og slutter den 12. november i Næstved. Arrangementerne kan ses på www.byggros.dk

Fakta DUKO

DUKO (Dansk Undertagsklassifikationsordning ApS) - er en uvildig klassifikation af undertagsmaterialer.
DUKO har tre formål:
1: Kvalitet
DUKO skal sikre at undertagsmaterialer lever op til en række minimumskrav. Der er fire forskellige anvendelsesklasser. Klasserne stiller forskellige krav til materialerne.
2: Overblik
DUKO skal gøre det lettere at vælge et egnet undertagsmateriale.
3: Korrekt anvendelse
DUKO skal fremme korrekt brug af undertagsmaterialer. Det sker bl.a. ved at stille krav om at producenterne udarbejder detaljerede vejledninger, som viser korrekt brug af undertagsmaterialerne.
www.DUKO.dk kan bygherrer og professionelle inden for byggeriet finde information om undertagsmaterialer.

Fakta Byg-Erfa

Fonden BYG-ERFAs formål er at medvirke til øget teknisk kvalitet i byggeriet, gennem indsamling og bearbejdning af byggetekniske erfaringer til brug for alle, der beskæftiger sig med projektering, udførelse og bygningsdrift. BYG-ERFA bladene redegør for konstaterede byggetekniske problemer og forklarer, hvordan disse kan undgås ved fremtidigt byggeri og udbedres i eksisterende bygninger. På hjemmesiden (www.byg-erfa.dk) findes en systematisk oversigt over alle gældende BYG-ERFA blade
Et selvstændigt og uafhængigt sekretariat, der virker efter retningslinjer udstukket af Byggecentrum, Byggeskadefonden, Byggeskadefonden vedr. Bygningsfornyelse, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forsikring og Pension, Statens Byggeforskningsinstitut og Teknologisk Institut.
www.byg-erfa.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk