Nyheder

Du er her: Forsiden > Nyheder > Arkiv > Vi bygger i træ
Udskriv siden

5-12-07

Vi bygger i træ

EUC Sjællands tømrerafdeling i Næstved har med succes udviklet en grundforløbspakke - "Vi bygger i træ", med særlig fokus på praksis, trivsel og vejledning. Målet er det samme som hos alle andre elever: Et grundforløbsbevis.

Af Lene Ingil Johansen

Reform af erhvervsuddannelserne
Med reformen af erhvervsuddannelserne, der trådte i kraft august 2007 er det muligt at skabe endnu mere fleksible forløb - grundforløbspakker, der bl.a. skal give forbedrede muligheder for at få elever med forskellige forudsætninger gennem erhvervsuddannelserne og nedbringe frafaldet.

Ro til koncentration og afklaring
De 15 elever fra "Vi bygger i træ"-holdet følges ad gennem hele forløbet, og der er på forhånd afsat 35 uger til grundforløbet. Det giver mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af undervisningen med:

  • fokus på de praktiske opgaver
  • tid til den enkelte og fokus på læringsstile
  • Indlæring via opgaver, ekskursioner, virksomhedsbesøg mm
  • teori og praktisk værksted i en og samme hal
  • fokus på de sociale relationer eleverne imellem med udflugter, arrangementer mm.
  • samme lærer hele dagen

"Jeg ser det som min vigtigste opgave at eleverne får en god og succesrig oplevelse når de starter på forløbet. De skal selvfølgelig også lære en masse, men det kommer hen ad vejen når trygheden og succesoplevelserne er i hus"  
siger tømrerfaglærer Andreas Knudsen, der er holdets faste lærer.

Undervisning i virksomheden
I øjeblikket er klassen i såkaldt virksomhedsforlagt undervisning i 3-5 uger. Her får de lejlighed til at afklare om tømreruddannelsen er sagen, de prøver faget ude i den virkelige verden og frem for alt får de afprøvet de færdigheder, de allerede har erhvervet sig. Mange får succesoplevelser og er klar til at komme i lære når grundforløbsbeviset er i hus.

Erhvervsskolernes plan B
Det fragmenterede uddannelsessystem stiller store krav til elevernes omstillingsparathed. Mange elever kan uden problemer klare sig, men en stor gruppe har ikke de nødvendige forudsætninger. Succesen med "Vi bygger i træ" viser det vi egentlig godt ved: Elever er forskellige og lærer forskelligt og i hver deres tempo. Nogle elever møder ovenikøbet op på skolen med en tung last i skoletasken. Mange unge må ved siden af skolegangen klare sig selv, bor  alene og uden netværk. Med indførelsen af grundforløbspakker er der åbnet mulighed for at skolerne i endnu højere grad kan favne denne elevtype.

 

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk