Du er her: Forsiden > Nyheder > Her bliver skoletrætte elever glade igen!
Udskriv siden

9-7-10

Her bliver skoletrætte elever glade igen!

Fraværsprocenten faldt drastisk i takt med, at sodavand blev taget ud af kosten og faste krav tilført menuen i stedet.

Af Bent Flensbak og Tina Friis Hansen
Foto: Michael Borch

I motorsporten kører bilen i pitstop, når den skal have fyldt brændstof på. På samme vis fik 14 elever på automekaniker-uddannelsen på EUC Sjælland også mulighed for at køre i "Pitstop" i skoleåret 2009-2010.
På uddannelsen havde faglærerne øje på eleverne, fordi de var det, man i skoleverdenen kalder "fraværstruede". Altså elever, der er præget af skoletræthed, dårlige skolekundskaber fra grundskolen, ordblindhed, lavt selvværd og andre forhold, der gør det svært for en ung at gennemføre et uddannelsesforløb.

Tid til fordybelse
For det første skulle der være mere tid til fordybelse, masser af praktisk arbejde og faste rammer. For at få tid til fordybelse, blev hele forløbet sat af til at vare 40 uger (normalt 20 uger, red.)
Af de 14 elever, der begyndte på "Pitstop" i august 2009 havde en af dem allerede andre uddannelsesplaner, som han fulgte i stedet. To af eleverne havde så store problemer, at det hurtigt blev klart, de ikke ville kunne gennemføre forløbet. 11 blev tilbage.
Faglærer på EUC Sjælland Michael Borch er stolt af holdet.
- Tilbage var altså 11 elever, der har taget hele turen. De har formået at bringe deres samlede fraværsprocent ned fra 5,6 til at være tæt på nul! Alle 11 bestod den mekanikerfaglige teoretiske og praktiske grundforløbsprøve og er nu klar til at starte som lærling på et autoværksted, når lærepladsen er der, siger han.

Ingen sodavand om morgenen
Og der er blevet ryddet op i drengenes liv. For eksempel blev det fra start gjort klart, at sodavand og energidrik ikke var noget, man skulle drikke på Pitstop.
- Da jeg tog Pædagogisk Grundkursus (PG) undersøgte jeg, hvad kosten betyder for indlæringen og koncentrationen. Ved at undgå en masse sukker om morgenen har mange af de unge også fået styr på temperamentet! De må kun drikke vand her på værkstedet og det har betydet, at der på 40 uger er sket rigtig meget med mange af dem, fortæller Michael Borch.
Han fortæller, at de 10 første uger af forløbet primært var opdragelse af de unge. Der skulle sættes grænser, så alle kunne være der.
- I begyndelsen sagde jeg til dem, at "Jeg ikke havde bedt dem om at komme på Pitstop. Men at de selv havde valgt at være her, og at jeg ville gøre alt for at hjælpe dem". På den måde var linjerne klare fra begyndelsen, siger Michael Borch.
Og der kom hurtigt selvjustits blandt de unge. For eksempel har de på autoværkstedet en regel om, at man ikke kommer ind i værkstedet uden sikkerhedssko.
- De unge blev meget gode til at huske hinanden på, at man skulle have sikkerhedssko på, så det var ikke noget, vi som undervisere skulle gå at huske dem på, fortæller Michael Borch.
Derudover var det elevernes ansvar, at der altid var pænt og ryddeligt i både klasselokalet og på værkstedet.

Virkelighed og skole hænger sammen
I fire af ugens dage blev der arbejdet med teori i de tre første lektioner og med praktisk autofagligt arbejde i de resterende lektioner. På den femte dag, om onsdagen, var der praktik i en virksomhed ude i byen. Og det gav bonus, mener faglærer Michael Borch.
- De 11 elever kom ud i virksomhederne hver onsdag og fandt ud af, at det de lærte hos mig på skolen stemte overens med virkeligheden, siger han.   
I det teoretiske arbejde indgik autofaglig teori, men også grundfagene naturfag og dansk på et niveau over 10. klasse med afsluttende prøve. Ud af de 11 elever, er der allerede fire der har en praktikplads, mens de syv resterende leder efter en. Så skulle der være et autoværksted derude, der kunne bruge en lærling eller to, står der syv topmotiverede unge parat til at begynde.


  • Pitstop er et forløb på automekaniker-uddannelsen på EUC Sjælland i Næstved for skoletrætte elever - både drenge og piger.
  • Pitstop-forløbet starter op igen den 9. August. Der bliver plads til 22 elever fordelt på et eller to hold med to faglærere fra EUC Sjælland.
  • Formålet med Pitstop er at sætte rammer op og støtte de unge, så de gennemfører uddannelsen. Der er sat 40 uger af til grundforløbet (normalt 20 uger), og der er kun 11 elever i klassen.
  • Vil du vide mere om Pitstop, da kontakt faglærer på EUC Sjælland Michael Borch (Tlf. 25 23 58 32) eller uddannelseschef Vibeke Pakkenberg (Tlf. 26 17 00 78).

 

 

 

 

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk