Du er her: Forsiden > Nyheder > Spabadet boblede over af 12-taller
Udskriv siden

9-7-10

Spabadet boblede over af 12-taller

Badet er fuldt funktionsdygtigt, og censor kvitterede med fire 12-taller for det flotte arbejde.

Af Tina Friis Hansen
Foto: Niels Westergaard

Boblerne i spabadet kommer op til overfladen uden pause. De fire nyslåede rustfri smede, som har fremstillet spabadet til deres svendeprøve, fortæller ivrigt og stolt om, hvordan de har fremstillet det flotte spabad, som fik højeste karakter ved svendeprøven.
De fire rustfri smede er Casper Boye Larsen, 20, (Tureby), Simon Sveigaard, 22, (Karise), Jacob Sørensen, 21, (Køge) og Jonas Gjermundbo, 34, (Stege), og de blev hurtigt enige om, at de ville fremstille et spabad til svendeprøven.
- Vi ville lavet et svendestykke, som ikke er set før, så derfor landede vi på et spabad i rustfri stål. Badet er beregnet til to personer, og det fungerer med dyser og pumpe og det hele, siger Simon Sveigaard.  
Man kan skrue op for trykket i dyserne, og der er et varmelegeme i karret der sørger for, at det vand, der kommer ud af dyserne er varmere end det vand, der er i karret.
Spabadet er fremstillet i rustfrit stål og massaranduba-træ (som populært kaldes "terrasse-træ", da det er meget hårdt og længe om at tørre ud, red.)
Designet af badet har de fire drenge også stået for.
- Man sætter sig i en stol og hælder den, indtil man har vinklen, og derfra tegnede vi spabadet i Autocad (som er et tegneprogram på pc´en, red.) Vi har arbejdet på den måde, at vi først fandt designet og efterfølgende løste vi de problematikker, der opstod, fortæller Casper Boye Larsen.
Badet er fuldt funktionsdygtigt, og Jonas Gjermundbo måtte da også lige op i badet og blive svalet af, da 12-tallet var i hus.

Indstillet til landsdækkende pris
Det var et krav til de fire rustfrie smede, at de både skulle demonstrere, at de kunne: TIG-, MIG-, og elektrode-svejse (Se faktaboks). Og håndværket har der ikke været noget at sætte fingeren på, ifølge faglærer Niels Westergaard.
- Det er toppen, det her! De har gjort det kanongodt alle fire. Som rustfri smed skal man både være kreativ, have et godt øjemål og have styr på matematik, og det har de alle fire. Derudover har de arbejdet enormt godt sammen, så det er meget velfortjent, at de har fået 12 og bliver indstillet til ML-prisen (landsdækkende præmieringsordning for lærlinge, der med særligt godt resultat har gennemført en uddannelse med tilknytning til Metalindustriens uddannelsesudvalg, red.), siger den stolte faglærer.
Udover at have fremstillet spabadet, har de fire også haft travlt foran pc´en, hvor der både skulle udarbejdes en rapport på 134 sider, hvor alle tegninger og beregninger skulle også vedlægges.
På spørgsmålet om, hvor meget sådan et spabad ville koste, ryster alle fire sigende på hovedet.
- Det ville slet ikke kunne betale sig at sætte det i produktion. Vi har hver lagt 51 produktionstimer i det, så det er godt 200 arbejdstimer. Med materialer og arbejdsløn ville det løbe op i omkring 200.000 kroner inklusiv moms, siger Jacob Sørensen.
Skulle nogen have fået blod på tanden, så kører EUC Sjælland i Køge åbne kurser i svejsning fra uge 33. Det kunne jo være, der blev fremstillet et spabad til?

Spabad
Fra venstre siddende i badet: Simon Sveigaard, 22, (Karise), Jonas Gjermundbo, 34, (Stege), Jacob Sørensen, 21, (Køge), faglærer Niels Westergaard og siddende i badet Casper Boye Larsen, 20, (Tureby).


Spabad1
Der er blevet kælet for detaljen

 

Spabad2
Spabadet er fremstillet i rustfri stål og massaranduba-træ og ville koste 200.000 kroner, hvis det kom i produktion.


spabad3

Jonas Gjermundbo prøver at finde vinklen til spabadet, så det er behageligt at sidde i det.

Det betyder TIG, MIG og Elektrode-svejsning?

  • TIG er kendetegnet ved at være en alsidig svejsemetode, hvor man opnår en svejsning der er meget tæt på udgangsmaterialets egenskaber. TIG er desuden kvalitetsmæssig nemt at kontrollere visuelt og anvendes typisk ved svejsning i rustfrit stål og aluminium.
  • MIG-svejsning er de mest benyttede svejsemetoder, både når det gælder manuel svejsning og robotsvejsning, og MIG-svejsning kan anvendes til både rustfrit stål, stål og aluminium.
  • Elektrodesvejsning er en svejsemetode med anvendelse af afsmeltende elektroder. Manuel elektrodesvejsning med beklædt elektrode er den hidtil mest anvendte metode til sammensvejsning af stål. (kilde: gl-bedsted.dk og denstoredanske.dk)
  • Læs mere om ML-prisen her: www.industriensuddannelser.dk/virksomheder/ml-prisen
  • Vil du også lære at svejse? www.eucsj.dk/kurser-og-efterudd/kursustilbud.aspx eller klik her (Dog er online-tilmelding ikke en mulighed, så ring venligst til kursussekretær Susanne Jørgensen på tlf. 25 23 57 77 og tilmeld dig).

 

 

 

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk