Du er her: Forsiden > Teknisk Gymnasium - HTX > HTX Køge > Erhvervsrettet Design > Gennemførte projekter
Udskriv siden

Gennemførte projekter

Erhvervssamarbejde mellem Fef Chemicals og Køge htx

Som en del af linjen "Erhvervsrettet design" fik Køge htx i efteråret 2010 kontakt til den lokale virksomhed Fef Chemicals A/S.

Fef Chemicals A/S, der blandt andet arbejder med at identificere partikler i insulinampuller for Novo Nordisk A/S, havde en problemstilling, som de gerne ville have htx til at kigge på.

Kort fortalt ønskede virksomheden nogle input til, hvordan man kunne designe og opbygge en såkaldt lyskasse. Formålet med kassen er at gennemlyse ampuller, for nemmere at kunne se eventuelle partikler i den færdige insulinampul. Efter et 8 ugers forløb, der blandt andet indebar et besøg på virksomheden, kunne eleverne præsentere for virksomheden.

Efter endt præsentation var både elever og Fef Chemicals A/S glade for samarbejdet. Fef Chemicals A/S havde fået nogle nye og innovative ideer at arbejde videre med. De sagde blandt andet: 'Jeg var meget imponeret over hvordan de er gået til opgaven og deres måde at fremlægge på... Vi syntes virkelig, at de har formået at tænke innovation, brugervenlighed og design ind over projektet. Og de havde lyttet til os som kunde, hvilke behov og krav vi havde.'

Køge htx arbejder således på at få flere af sådanne samarbejdspartnere, og flere er i støbeskeen til det kommende skoleår.

Lyskasse 1     Lyskasse 2

Juni 2011

 

Erhvervsrettet Design besøgte endnu en virksomhed

Tirsdag den 8. marts -11 besøgte studieretningen Erhvervsrettet Design produktionsvirksomheden Bisca.

De fleste kender nok virksomheden fra brandet 'Karen Volf', der jo dækker manges 'søde tænder'.

Vi blev introduceret til organisationen samt hørte lidt om markedsføringen af nye produkter. Det altoverskyggende var dog rundvisningen i produktionen, hvor over 300 medarbejdere hver dag sørger for, at produktionen af 35.000 tons kager, kiks, etc. hvert år kan blive afsendt fra virksomheden.

Det var både spændende og lærerigt for elever og lærer. En stor tak til Bisca, der afsatte 2,5 time af deres travle tid til at servicere os fra HTX-Køge.

Marts 2011

 

Hvorfor er der ikke nogen der har tænkt på sådan noget før?

Foråret 2010 gennemførte 1.a og 1.b to erhvervsprojekter i samarbejde med den integrerede institution Børnehuset og folkeskolen Ellemarkskolen.

De to projekterne mindede om hinanden, idet Ellemarkskolen ønskede at udnytte deres skolegård på en bedre måde og Børnehuset havde et stykke af deres legeplads som var uudnyttet og som de ønskede idéer til nye anvendelsesformer for.

I faget teknologi gik eleverne på HTX-Køge i gang med en innovationsproces som mundede ud i rigtig mange gode forslag til anvendelsesmuligheder. Projekterne blev afsluttet tirsdag d. 18/5-2010, hvor repræsentanter fra de to institutioner kom til en fremlæggelse af forskellige løsningsforslag fra elevgrupperne.

Elevgrupperne havde lavet stande med modeller, billeder, flash og tegninger af deres løsningsforslag. Repræsentanterne fra institutionerne cirkulerede så rundt mellem de forskellige stande, hvor eleverne fremlagde og diskuterede løsningerne.

Både fra Ellemarkskolen og Børnehuset var der stor begejstring for løsningerne, som både var innovative og billige at etablere.

En af løsningerne til Ellemarkskolen fik kommentarerne:

"Hvorfor er der ikke nogen der har tænkt på sådan noget før?" og "det vil jeg gå hjem og få sat i værk med det samme!"

En anden idé til Børnehuset fik kommentaren:

"Sjov og god idé at lave et sanse-rum hvor der kun må være få børn inde i ad gangen… sådan som vi kender det fra vores puderum".

TripTrap

Maj 2010

EUC Sjælland - Jagtvej 2 - 4700 Næstved - 55 75 33 00 - eucsj@eucsj.dk