Godt at vide for virksomheden


Der er ingen tvivl om, at virksomhedsoplæringen er omdrejningspunktet for lærlingen i en erhvervsuddannelse. Oplæringen udgør over halvdelen af uddannelsestiden, og mange af lærlingene ser særligt frem til at skulle prøve sig selv af i det virkelige liv.

Hvorfor ansætte en elev/lærling?

Det er der mange gode grunde til: 

  • Alle prognoser viser, at der bliver mangel på faglært arbejdskraft inden for en årrække.

  • I sikrer et højt fagligt niveau i jeres virksomhed.

  • Den rigtige lærling i det rigtige job bidrager med opdateret viden, frisk inspiration, gåpåmod og nye relationer.

  • I skræddersyr jeres medarbejdere til virksomheden.

  • Virksomheder overlever ikke kun på ordretilgang og gode produkter, men også på at have velkvalificerede medarbejdere.

 

Hvad skal der til?

Hvad skal der til for at have en lærling?

Jeres virksomhed skal være godkendt som oplæringssted inden for den pågældende erhvervsuddannelse eller dele af denne. Herefter skal I:

  • Finde netop den lærling, der passer til jeres virksomhed.
  • Vælge en uddannelsesaftaleform, som I og lærlingen begge er trygge ved, og som giver mest mening for jer.
  • Udarbejde og underskrive en uddannelsesaftale – der beskriver den aftaleform I er blevet enige om. Uddannelsesaftalen er lærlingen ansættelseskontrakt.

Det er jeres ansvar som virksomhed at sikre, at lærlingen lærer at udføre håndværket, og at lærlingen når de faglige mål for oplæringen inden for læretiden.

Godkendelse som oplæringssted

Din virksomhed skal være godkendt til at have en elev. Der er for alle erhvervsuddannelser et fagligt udvalg, som er ansvarlig for denne opgave. De faglige udvalg består af repræsentanter inden for de pågældende fag.

Inden for en række fagområder kan du som virksomhed ansøge digitalt eller printe ansøgningsskemaerne derfra. Behandling af ansøgningen varer ca. 14 dage.

Delvis godkendelse

Måske er din virksomhed meget specialiseret med hensyn til produktion. Det kan være medvirkende til at din virksomhed ikke bliver godkendt til at uddanne en elev gennem hele den pågældende uddannelse. I stedet for kan din virksomhed blive godkendt til at give eleven en del af uddannelsen. Med andre ord indgå en uddannelsesaftale med eleven i en kortere periode.

Hvis din virksomhed ikke er godkendt til at uddanne elever, kan du rette henvendelse til lærepladskontoret, der sender godkendelsesskema.

Du kan også henvende dig i Skoleoplæringscentret på EUC Sjælland (Finlandsgade 18,
4690 Haslev).
Vi hjælper gerne med råd og vejledning.

Uddannelsesaftaletyper

Der er mange muligheder for at sammensætte det helt rigtige oplæringsforløb.

Læs om de forskellige aftaletyper her.

 

Hvad koster det?

Hvad koster det at have en lærling?

Jeres virksomhed skal betale løn til lærlingen i henhold til gældende overenskomst inden for faget.

Lønudbetalingen starter fra første dag uddannelsesaftalen gælder og fortsætter frem til aftaleforholdet ophører.

Vælger I at indgå en aftale om voksenlære, skal virksomheden udbetale løn svarende til mindstelønnen inden for det pågældende fagområde.

I kan søge om tilskud fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) under oplæring- og skoleperioder.

Virksomheden søger om lønrefusion og evt. befordringstilskud, når lærlingen er på skole. Det er ligeledes Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), der administrerer disse ordninger.

Virksomheden søger lønrefusion og befordringstilskud på www.virk.dk

Lønrefusion og befordringstilskud under skoleophold

Satser for lønrefusion 
Aktuelle satser for lønrefusion findes på www.virk.dk

Befordringstilskud
Virksomheden kan få refunderet 80 procent af udgifterne til lærlingens transportudgifter til og fra skole.

Det gælder, når lærlingen tager med det billigste offentlige transportmiddel, og den samlede længde er mere end 20 kilometer pr. dag.

Er eleven fyldt 25 år? 
Hvis eleven er fyldt 25 år, når uddannelsesaftalen indgås kan eleven komme i voksenlære. Nærmere oplysninger om lønforhold mv. fås hos de faglige organisationer, der har overenskomst på området. Læs mere på www.voksenlaerling.nu/

 

Lærepladsen.dk

Lærepladsen.dk – Den korteste vej til dine elever

Som virksomhed har I tidligere kunnet følge jeres elevers skoleophold på Elevplan. Dette er ikke længere muligt.

I stedet kan det nu ses på lærepladsen.dk

Lærepladsen.dk giver overblik over alle elever i virksomheden. I elevoversigten kan du:

  • Se elevernes uddannelsesaftaler og hvornår de udløber.

  • Se hvornår eleverne skal på skoleophold.

  • Se hvornår eleverne kommer tilbage fra igangværende skoleophold.

  • Få et overblik over elevernes fravær under skoleophold.

  • Få besked pr. sms/e-mail, hvis eleverne har fravær under skoleophold.

Som virksomhedsmedarbejder har du adgang til Lærepladsen.dk med NemID medarbejdersignatur.
Dette kan bestilles via virksomhedens NemID administrator på www.medarbejdersignatur.dk 

Mere information om Lærepladsen.dk

Du kan læse meget mere om Lærepladsen.dk, finde svar på spørgsmål og andet på Styrelsen for IT og Lærings hjemmeside: 
stil.dk

 

 

Har I spørgsmål?

Vi kan altid hjælpe!

Måske vil I:

  • Booke et uforpligtende møde med en af EUC Sjællands konsulenter?
  • Have hjælp til hvordan I finder en lærling, som matcher jeres virksomhed?
  • Have hjælp til godkendelse af virksomheden som oplæringssted?
  • Have hjælp til udarbejdelse af en uddannelsesaftale?

Eller noget helt andet? Kontakt os

Læs vores brochure

Klik nedenfor og læs vores brochure 
Lærling - hvorfor og hvordan, hvor vi har
samlet den vigtigste information: