Martin Blom Guttorm Jensen Upright

Martin Blom Guttorm Jensen                                         

Murerelev med flisespeciale
19 år, fra Køge
Lærling hos Murermester Jimmy Jacobsen ApS.





Murermesterjimmyjacobsen

Martin Blom Guttorm Jensen, er EUC Sjællands yngste deltager ved danmarksmesterskaberne i SKILLS. Martin startede på uddannelsen som murer direkte efter folkeskolen. Idéen opstod da han overværede en murer sætte fliser op i køkkenet og bestemte sig for at det ville han også kunne. 

Han tilbragte sommerferien efter niende klasse som arbejdsdreng i et murerfirma i håbet om at få en læreplads. Drømmen om at starte på skolen med en læreplads blev desværre ikke til noget, og efter grundforløbet på EUC Sjælland tilbragte han én måned i skolepraktik, inden han fandt en læreplads i et murerfirma. 

Ikke altid glad for fliser
Når Martin til DM skal konkurrere som flisemurer, så har det ikke altid været et oplagt valg.
Martin har aldrig følt sig tryk ved flisearbejdet, eller rigtig haft interessen for det, men ved udgangen af 2015 skiftede Martin læreplads og kom til Murermester Jimmy Jacobsens firma.
De første 3 måneder i det nye firma tilbragte Martin på at sætte fliser op, i selskab med firmaets formand, som hjalp med at gøre opgaverne nemmere og mere overskuelige. Samtidig begyndte flisearbejdet at give mening for den unge murerlærling, som fandt sin niche.

Altid glad for matematik
Arbejdet med at få fliserne til at passe på gulve og vægge er sjældent ligetil. Men køge-drengen Martin har altid været glad for matematik – og det kommer til gode i det faglige:
”Jeg har altid tal i hovedet når jeg arbejder. Vi har faste mål at gå efter, som arbejdet hele tiden skal passe med – og så er det vigtigt at være sikker på det man laver” udtaler Martin Blom Guttorm Jensen. 

Det stolte firma
I efteråret 2016 vandt Martin de regionale mesterskaber for murerelever, der blev afholdt på torvet i Holbæk. Om det har haft nogen effekt på mesteren Jimmy Jacobsens beslutning vides ikke, men allerede nu er Martin blevet lovet en plads i firmaet når svendebrevet senere på året er i hus.
Der lægges dog ikke skjul på stoltheden hos murermester Jimmy Jacobsen og hans ansatte:
”Svendene i firmaet har en stor andel i de ting Martin har lært, og det skal de virkelig have ros for. Der er fælles opbakning fra hele firmaet, som kører til Aalborg for at fejre Martin.” udtaler Jimmy Jacobsen og tilføjer: ”Uanset om han vinder eller ej, så er det super sejt at skulle deltage!”

Se video-portrættet af murereleven Martin her: