Mikkel Steen Andersen Upright

Mikkel Steen Andersen                                                      
VVS-energispecialistelev
21 år, fra Bjæverskov
Lærling hos Rousing VVS A/S.





Rousingvvs

Mikkel Steen Andersen var fast besluttet på at blive håndværker da han forlod folkeskolen.
I løbet af introforløbet på EUC Sjælland skiftede han dog mening fra den planlagte tømreruddannelse.
Manglen på lærepladser i tømrerfaget hujede ikke den unge elev, og i stedet kom han i praktik i en VVS-virksomhed hvor interessen blev vagt for de mange forskellige typer opgaver der var i dagligdagen – og så var det ikke ligeså hårdt fysisk.

Sidenhen har interessen for faget udviklet sig, og interessen for at konkurrere opstod da Mikkel fik lyst til en ny udfordring. Med en god portion selvkritik og perfektionisme, lykkedes det Mikkel at vinde de regionale mesterskaber for VVS-energispecialistelever i efteråret 2016, og dermed sikre sig én af de i alt fire pladser til DM i Skills, der afholdes 26.-28. januar i Gigantium i Aalborg.

Måske den bedste
Nu går tiden med at finpudse de sidste færdigheder, for Mikkel er nemlig ikke klar over hvordan opgaven til DM i Skills ser ud, men må nøjes med at øve sig i de forskellige elementer såsom at bukke rør og at lodde.
”Det er bare sørge for at tingene bliver perfekte, og det er motiverende at vide at man er en af de fire bedste i Danmark, og måske kan blive den bedste – hvis man er heldig!” siger en spændt Mikkel Steen Andersen. Man lærer at arbejde under pres, strukturere sit arbejde og du får lov til at gå i dybden med opgaverne. Det er der normalt ikke tid til.
Opgaverne bedømmes blandt andet på om målene er overholdt, om installationen sidder i lod og vage og om man har lavet eventuelle fejlbuk der skal tælles point fra.

Turbulent læretid
Når Mikkel kigger fremad så er planen at videreuddanne sig med en installatøruddannelse. Den unge VVS-energispecialistelev vil gerne videre i en forsyningsvirksomhed eller et større VVS firma – og drømmer om en dag at blive selvstændig. Men når Mikkel inden længe er udlært, så har det hele ikke været lige nemt. Mikkel har haft en turbulent læretid, med bl.a. et konkursramt firma og en mester han ikke passede sammen med, inden han endte hos Rousing VVS i Køge.
”Det styrker én at have prøvet lidt af hvert og det hjælper én til at forstå arbejdsgangen bedre, fordi man har været mange steder og prøvet de mange metoder at gøre tingene på” siger Mikkel Steen Andersen. 

Se video-portrættet af Mikkel her: