Hvordan trækker man DNA ud af et jordbær? Hvordan får man en robot til at bevæge sig? Og hvordan er det egentlig at være elev på en campus midt i Næstved?
Det kunne besøgende blive klogere på, da HTX, HF og Professionshøjskolen Absalon inviterede indenfor på Campus Næstved på Teatergade under årets kulturnat.
I dagens anledning var undervisningen rykket til sen eftermiddag, så nysgerrige besøgende kunne få et indblik i – og selv prøve kræfter med – nogle af de fag, der til dagligt undervises i på HTX og HF.
”Vi vil gerne vise, hvordan undervisningen og hverdagen ser ud. Når gæsterne selv prøver noget i laboratoriet eller taler med vores elever, får de et bedre indtryk af, hvad de kan blive en del af,” siger rektor for HF og HTX Næstved, Stine Kildegaard Fabricius.
HTX er mere end naturvidenskab
Til kulturnatten var flere af eleverne trukket i t-shirts med HTX’s farver og logo. De havde også forberedt præsentationer om livet på skolen til de gæster, der ville høre mere.
Det var især vigtigt for de unge at fortælle om fællesskabet på HTX og de mange muligheder for at arbejde projektorienteret og i grupper.
”Man sidder ikke bare for sig selv og skriver. Der er meget gruppearbejde i især naturfagene og teknologi,” fortæller 17-årige Emil, der går i 2.g på HTX Næstved.
Selvom naturvidenskab fylder en del på uddannelsen, så understreger eleverne, at uddannelsen byder på meget andet end tal og reagensglas.
Et eksempel er 2.g’ernes netop overståede studietur til Tjekkiet, hvor Holocaust var i fokus. Her besøgte eleverne blandt andet koncentrationslejren Theresienstadt, hvor danske jøder blev interneret under Anden Verdenskrig.
For 17-årige Marie fra 2.b står studieturen som en af årets bedste oplevelser:
”Turen var rigtig fed, og jeg føler også, at vi blev meget tættere som klasse.”
