Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Efterårshilsen fra John Norman

Direktør for EUC Sjælland, John Norman, ønsker alle elever, medarbejdere og samarbejdspartnere et godt efterår. 



John Norman, direktør for EUC Sjælland.

Kære alle,

Efter sommerferien tog vi hul på et nyt skoleår med masser af liv i værksteder og undervisningslokaler på EUC Sjælland. Nu er efteråret godt i gang, og de første måneder har allerede budt på mange gode oplevelser og nye tiltag.

I Næstved har vi budt VUC Storstrøms voksne kursister velkommen på Jagtvej, mens HTX er flyttet til Teatergade og blevet en del af det nye campusfællesskab sammen med HF og Professionshøjskolen Absalon. Under Kulturnatten viste elever og medarbejdere, hvad campuslivet rummer. Det er en fornøjelse at se de nye rammer blive fyldt med undervisning og fællesskab.

Traditionen tro åbnede vi i august og september vores værksteder for flere tusind grundskoleelever under Skills Stafet i Køge og Næstved. Med værktøj i hænderne fik eleverne mulighed for at opleve fagene i praksis og blive klogere på deres snarlige uddannelsesvalg. Den mulighed er vigtig: Man skal kunne prøve sig frem, når man skal finde sin vej.

 Tillykke til de nye svende

Faglig stolthed var på dagsordenen, da undervisningsministeren besøgte os efter sommerferien. Hans opfordring til de nye erhvervsuddannelseselever er klar: Vær stolte af jeres valg. Den opfordring tilslutter jeg mig.

Nye maskiner skal løfte undervisningen i smedeværkstedet, og en studietur til Athen har styrket sammenholdet blandt eleverne på HTX Køge. Det er to eksempler på, hvordan vi arbejder med at styrke både fagligheden og fællesskabet på skolen.

Et stort tillykke skal desuden lyde til de 74 nye tømrersvende, som vi for nylig fejrede i Haslev, og til alle de øvrige lærlinge, der i løbet af efteråret har fået deres svendebrev. I har god grund til at være stolte af jeres indsats. Tak også til medarbejdere og oplæringsvirksomheder, der har hjulpet jer på vej.

Og så skal vi ønske Lone Blegind Pedersen tillykke med hendes 25-års jubilæum hos os. Eller måske snarere skal vi ønske os selv tillykke med, at vi har haft glæde af Lone i 25 år. Tak for din indsats gennem alle årene!

Rigtig god efterårsferie.

Venlig hilsen

John Norman

Direktør, EUC Sjælland