Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Kom til frivillighedsmesse på Teatergade

Mangler jeres forening frivillige? Eller kunne du selv tænke dig at blive frivillig? Tirsdag den 24. november slår tre uddannelsesinstitutioner dørene op til frivillighedsmesse på Teatergade 23 i Næstved. Her kan organisationer, der søger frivillige, deltage med en stand, mens borgere og studerende kan få inspiration til frivilligt arbejde.

Multihallen på Teatergade danner snart rammen om årets frivillighedsmesse.

Frivilligt arbejde kan gøre en positiv forskel for andre og samtidig give de frivillige nye fællesskaber og noget meningsfuldt at engagere sig i. Men hvor finder man en opgave, der passer til ens interesser? Og hvordan finder foreninger og organisationer de mennesker, der har lyst til at være med?

På frivillighedsmessen på Teatergade den 24. november kl. 10–13 kan de to parter møde hinanden. Her er der plads til både dem, der søger frivillige, dem, der gerne vil engagere sig, og dem, der blot er nysgerrige på mulighederne. Messen arrangeres af VUC Storstrøm, Professionshøjskolen Absalon og EUC Sjælland.

”Det betyder noget at mærke, at der er brug for én, og at man kan gøre en forskel for andre. Samtidig er frivilligt arbejde med til at holde vores lokalsamfund levende. Når vi engagerer os i hinandens liv, skaber vi fællesskaber, hvor flere kan høre til,” siger Stine Fabricius, rektor og distriktschef på VUC Storstrøm.

Mangler jeres forening hænder?

NGO’er, foreninger, virksomheder og uddannelsesorganisationer med relevante tilbud til unge inviteres til at deltage med en stand. Her kan I præsentere jeres organisation, fortælle om konkrete muligheder og tale med de besøgende om deres interesser.

Messen er en anledning til at gøre opmærksom på jeres arbejde og møde mennesker, som måske kan blive en del af det.

Har du lyst til at være med?

Som besøgende behøver du hverken at have erfaring med frivilligt arbejde eller vide, hvad du vil engagere dig i. Kom forbi, stil spørgsmål og få en snak om, hvor dine interesser, din tid og dine erfaringer kan gøre en forskel.

Messen er åben for alle og henvender sig især til gymnasieelever og studerende.

”Frivilligt arbejde giver de studerende mulighed for at bringe deres viden og engagement i spil i mødet med andre mennesker. Det kan give nye perspektiver på deres faglighed, udfordre deres forståelser og bidrage til en større indsigt i sig selv, andre mennesker og det samfund, de er en del af,” siger Anne Vollen Rafn, der er campuschef på Professionshøjskolen Absalon.

Praktiske oplysninger

  • Tid: Tirsdag den 24. november 2026 kl. 10–13.
  • Sted: Multihallen på VUC Storstrøm, Teatergade 23 i Næstved.
  • Besøgende: Alle interesserede er velkomne.
  • Standholdere: Kontakt Stine Fabricius på STF@vucstor.dk eller Anne Vollen Rafn på afb@pha.dk.
  • Arrangører: EUC Sjælland, VUC Storstrøm og Professionshøjskolen Absalon.

 

Hvordan er det at gå på HTX Næstved?

  • HTX Næstved

    Som elev på HTX Næstved bliver du en del af et fællesskab, der holder kontakt med hinanden og med skolen mange år efter, at huen er kommet på.