Med Parthenon-templet på toppen af Akropolis og et byliv fyldt med gadehandlere, graffiti og duften af gyros er der meget, der kan gøre indtryk i Athen. Men for Thea Møs Koch og Sofie Brødbæk Viborg Møller, der går i 2.g på HTX Køge, var det fællesskabet med de andre elever, der gjorde størst indtryk, da årgangen for nylig var på studietur i den græske hovedstad.
Det fortæller de, når de et par dage efter hjemkomsten gør status over den seks dage lange studietur.
”Jeg føler, vi er blevet meget tættere som klasse og som årgang,” siger Thea Møs Koch.
Hun fortæller, at der undervejs i programmet var indlagt fritid til blandt andet frokost, og at eleverne så fandt sammen i grupper alt efter, hvad de havde lyst til at spise.
”Så gik vi med nogle, som vi måske ikke taler så meget med til hverdag,” indskyder Sofie Brødbæk Viborg Møller, der også fortæller, at eleverne passede på hinanden i byen, der har kvarterer, hvor det kan føles utrygt at gå rundt alene.
Studieture modner eleverne
Det styrkede fællesskab, som Thea Møs Koch og Sofie Brød Viborg Møller tager med hjem fra Athen, er også noget, gymnasielærerne Jonas Lehmann og Morten Arnfast Jansen lægger mærke til, når det kommer til studieture.
De peger netop på det sociale fællesskab, som noget af det vigtigste udbytte, en studietur kan give. Og så ser de, at eleverne udvikler sig enormt meget undervejs på de få dage, en studietur ofte varer.
”For rigtig mange af eleverne er studieturen første gang man er udlands uden forældrene. Så udover det sociale fællesskab, så ser vi også en modningsproces i løbet af ugen. Eleverne oplever et møde med en anden kultur og et andet miljø, end hvad de ellers har prøvet,” siger Morten Arnfast Jansen, der underviser i samfundsfag.
Også forholdet mellem lærere og elever får noget med hjem fra Athen. En uge sammen giver et andet indblik i hinanden end timerne på skolen.
”Det er rigtig sjovt, for vi lærer eleverne at kende på en helt anden måde,” svarer Jonas Lehmann, der er matematik- og teknologilærer på spørgsmålet om, hvordan det er at være lærer på sådan en tur.
Sammenhold gavner fagligheden
Tilbage på HTX tænker Thea Møs Koch og Sofie Brødbæk Viborg Møller især på aftenerne på hotellet, hvor eleverne samledes om UNO.
”Det var mega fedt,” fortæller Thea Møs Koch.
Det styrkede fællesskab har ikke kun betydning for klassernes sociale liv, men også for det faglige, når eleverne igen sidder med opgaverne i undervisningen.
”Det er så rart, at man kan gå hen og spørge nogle fra klassen: ’Er der nogle af jer, der ved, hvordan man gør det her?’ Og så får man en god samtale ud af det,” siger Sofie Brødbæk Viborg Møller.
