Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Over 50 medarbejdere fra EUC Sjælland havde fundet plads i Grundforløbshallen i Næstved for at blive klogere på sexisme.
Over 50 medarbejdere fra EUC Sjælland havde fundet plads i Grundforløbshallen i Næstved for at blive klogere på sexisme.

Temadag om sexisme skal styrke elevtrivslen på EUC Sjælland

En målrettet indsats mod krænkende adfærd skal give faglærere et fælles sprog – og eleverne et tryggere læringsmiljø. Et første skridt blev taget med en temadag lige før pinse.

 

Ondt i maven og øget risiko for frafald.

Det er nogle af de alvorlige konsekvenser, unge på erhvervsuddannelser kan opleve, hvis de udsættes for seksuel chikane, mobning eller diskrimination under deres uddannelse. For at forebygge den slags adfærd og styrke trivslen har EUC Sjælland nu igangsat en ny indsats.

Lige før pinse blev den første af tre planlagte temadage afholdt på skolen. Omkring 50 faglærere, ledere og øvrige medarbejdere med daglig kontakt til eleverne på GF1 og GF2 deltog. Temadagen havde fokus på sexisme og trivsel i hverdagen.

“Alle elever har ret til et trygt og respektfuldt uddannelsesmiljø. Seksuel chikane er helt uacceptabelt – og det er noget, vi som skole skal kunne handle på. Med temadagen ønsker vi at skabe en fælles forståelse af, hvad sexisme er, hvordan det kan komme til udtryk, og hvordan vi som voksne omkring eleverne kan sige fra og støtte op,” siger Ole Holm, chef for erhvervsuddannelserne på EUC Sjælland.

En national rapport fra Institut for Menneskerettigheder viser, at hver syvende elev på en erhvervsskole har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed. Men også EUC Sjællands egne undersøgelser har peget på problemer: Da skolen i efteråret 2024 foretog sin første måling blandt eleverne, viste det sig, at 25 % ikke ville gå til en medarbejder, hvis de oplevede krænkende adfærd.

”Det tog vi meget alvorligt. Derfor har vi siden igangsat en målrettet indsats, der skal ruste faglærere og andre medarbejdere til at forebygge og håndtere krænkende adfærd. Det handler om at tage et fælles ansvar for at styrke en sund kultur – både på vores skole og i erhvervsuddannelsessektoren generelt,” siger Ole Holm.

Temadage med fokus på trivsel og fællesskab

Temadagen blev faciliteret af Foreningen Divers, som arbejder med diversitet, inklusion og deltagelse, samt Forum for Mænds Sundhed, der bidrog med vigtige perspektiver på køn og trivsel.

Målet er at give skolens medarbejdere konkrete redskaber til at spotte, forebygge og håndtere krænkende adfærd – hvad enten det opstår i undervisningen, i gruppearbejde, i pauser eller i andre elevfællesskaber.

“Vi ved, at krænkende adfærd kan føre til både fysisk og psykisk mistrivsel – og i værste fald få elever til at droppe ud. Derfor er det afgørende, at de unge føler sig trygge og har tillid til os. Kun sådan kan de betro sig til os, så vi kan gribe ind og tage hånd om situationen ” siger Ole Holm.

Han tilføjer, at det kræver mod at ændre en kultur – men at det er netop det, EUC Sjælland nu er i gang med:

“Med hjælp fra blandt andet Divers er vi i gang med at skabe et fælles sprog og en fælles forståelse. Det er et vigtigt skridt mod en mere inkluderende skolekultur.”

Kommende trivsels-temadage i 2025

  1. juli 2025 – heldagsarrangement med True North
    Fokus:
  • Kommunikation med unge
  • Underviseren som rollemodel
  • Opbygning af fællesskaber og stærke ungdomsmiljøer

Efterår 2025 – workshops med Metakognitiv Pædagogik
Fokus:

  • Håndtering af negative tankemønstre hos elever
  • Underviserens blik for tanke- og reaktionsmønstre
  • Praktiske redskaber til at genskabe fokus, ro og handlekraft i undervisningen