Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Fotokreditering: René Kongsgaard / Holm Foto
Der opføres buebroer på livet løs i Næstved. Foto: René Kongsgaard / Holm Foto

Verdens Vildeste Brobyggere løber af stablen lige nu i Næstved

Håndværk, samarbejde og inspiration er i fokus ved Susåen i Næstved.

 

Lyder det spændende? 
Så overvej en uddannelse som tømrer eller bygningsstruktør
Eller få et samlet overblik over vores EUD-uddannelser her

Food trucks, nysgerrige besøgende i alle aldre og en konstant summen af maskiner i arbejde – sådan ser der ud lige nu i Næstveds gamle bydel, hvor Verdens Vildeste Brobyggere er i fuld gang.

Ved den fritlagte Suså dyster 42 unge håndværkerlærlinge og studerende – fordelt på tre hold og med baggrund i forskellige fagretninger – om at opføre den flotteste og mest funktionelle buebro. Og det hele skal ske på blot syv timer.

Eller rettere sagt: De er nu i gang med at samle og rejse broerne. For selv den mest erfarne håndværker ved, at et byggeri af den kaliber kræver mange timers planlægning, tegning og koordinering.

Derfor har deltagerne gennem den seneste måned arbejdet intensivt sammen i en stor telthal på EUC Sjællands afdeling på Jagtvej i Næstved – og nu skal alt det, de har forberedt, stå sin prøve.

Aktiviteter og faglig inspiration for børn og unge

Dagens arrangement handler ikke kun om konkurrencen. Rundt om på pladsen er der masser af liv, hvor børn, unge og nysgerrige sjæle kan deltage i quizzer, workshops og andre aktiviteter.

Målet er at vække interesse for erhvervsuddannelserne – og på længere sigt få flere unge til at vælge en faglært vej.

"Vi får vist, hvad det er, håndværk kan – og folk kan få stillet deres nysgerrighed og få svar på spørgsmål. Det er fantastisk, at så mange er mødt op og viser deres opbakning til projektet og det håndværk, der ligger bag,"
siger Janni Holm Baggersgaard, der er leder for rekrutteringsafdelingen på EUC Sjælland.

"Eventet skriver sig ind i en vigtig samfundsfortælling, hvor det er afgørende at få fortalt, at det ikke bare er alle, der kan blive håndværkere. Det kræver talent, flid og dygtighed at mestre sit fag. Til gengæld venter der en fremtid med mange jobmuligheder og spændende opgaver,"
tilføjer hun.

De unge er med – og nysgerrige

Netop derfor har EUC Sjælland også en stand på pladsen. Her kan man prøve kræfter med "gæt en uddannelse", stille spørgsmål til uddannelseskonsulenter – eller bare tage en snak om job, fag og fremtidsmuligheder.

Foran teltet står en gruppe børn i alderen 11-12 år og diskuterer ivrigt, mens de prøver at matche værktøjer og materialer med de rette fag.

"Dagen er vildt god," fortæller én af dem. To af børnene fortæller endda, at de godt kunne overveje en håndværkeruddannelse en dag.

"Det skulle være tømrer," lyder det smilende fra en af drengene. Og en pige stemmer i: ”Det er fedt at arbejde med træ.”