Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Danske fagatleter hentede hele 27 medaljer med hjem fra EuroSkills i Herning. Foto: Emily Wilson for EuroSkills

Danske talenter henter 27 medaljer ved EuroSkills i Herning

Med 27 medaljer ved EuroSkills 2025 har Danmark endnu en gang bevist, at vores unge faglærte er blandt Europas dygtigste. EUC Sjælland ønsker alle atleter et stort tillykke.

Nationale flag i alle farver vajede side om side, og sprog fra hele Europa fyldte hallerne, da næsten 600 fagatleter i sidste uge dystede i 38 forskellige fag ved EuroSkills 2025 i Herning.   

Fra dansk side deltog 43 talentfulde fagatleter, og de formåede at få hele 27 medaljer med hjem i fag som blandt andet blomsterdekoratør, bager, smed og VVS.   

EUC Sjælland havde ingen elever med i konkurrencen, men mange fra skolen lagde alligevel vejen forbi begivenhederne. Heriblandt bestyrelsesformand Jørgen S. Madsen, og uddannelseschef for erhvervsuddannelserne Ole Holm.

”Det var et meget stort og flot afviklet Skills. Det satte en ny standard for konkurrencerne i Europa. Det kan vi godt være stolte af som land og erhvervsskolesektor,” siger Ole Holm.

Også Jørgen S. Madsen var imponeret over arrangementet – og ikke mindst det faglige niveau blandt deltagerne.  

”Det siger noget om, hvor højt et niveau vores faglærte i Danmark har, når 27 ud af 43 formår at få en medalje. Det er meget flot,” fortæller han.

Konkurrencen lukker publikum ind i skabelsesprocessen

For bestyrelsesformanden er mesterskaberne vigtige, fordi de viser, hvad godt håndværk kan, og samtidig giver publikum et sjælden indblik i processerne bag de færdige produkter.

”Mange håndværksfag foregår bag lukkede døre eller gitterporte. Som befolkning ser vi det færdige resultat, men vi ser ikke, hvordan det skabes. Skills åbner op for den proces, og det, tror jeg, kan pirre folks nysgerrighed og lyst til selv at prøve kræfter med et håndværk,” siger Jørgens S. Madsen.

Han understreger dog, at mesterskaberne i sig selv ikke løser branchens udfordringer.

”Det afgørende er stadig, at vi bliver ved med at følge med tiden, at vi bliver ved med at udvikle vores fag og uddannelser.”

Hos både Jørgen S. Madsen og Ole Holm er der glæde at spore over, Danmarksmesterskaberne i Skills i 2028 bliver afholdt i Næstved.

”Det giver os en hel unik mulighed for at promovere vores uddannelser og vise Næstved som en håndværksby,” siger Ole Holm.

Lagde du ikke selv vejen forbi EuroSkills i Herning? Eller vil du genopleve stemningen?

Så klik dig gennem galleriet og mærk suset fra konkurrencen.