Selvom tal, ligninger og udregninger har fyldt meget i de seneste tre år for HTX Køges afgangselever, var det ordene, der var i centrum ved årets dimissionsfest, hvor elever og lærere tog afsked med hinanden.
Her kan du læse talen fra rektor Nynne Afzelius og studentertalen af David Mathias Klausen.
Vi starter med studentertalen:
Studentertalen 2025
Dimissionstale holdt af student David Mathias Klausen d. 28. juni 2025:
Kære medstudenter!
For ja, nu er vi blevet studenter! Det er lidt vildt.
Vi kan nu kigge hinanden i øjnene og være stolte over, at vi ikke bare er blevet studenter, men vi er blevet HTX studenter. Vi er blevet en del af de cirka 5%, som afslutter en gymnasial eksamen, hvor båndet, det er så dejligt marineblåt.
Da jeg sad i torsdags og skrev de sidste ord til den her tale, så var der noget, der slog mig. For ja, vi er en del af en lille skare af HTX-studenter, men med flere tusinde HTX-studenter er vi jo ikke unikke. Så hvad gør vores skole speciel? Er det os elever? Er det undervisningen? Er det vores engagerede lærer? Jeg kan ikke svare, men det kan statistikkerne!
For HTX Køge har i de seneste statistikker ligget som den skole i landet, der sender den største procentdel af sine elever ud på universiteterne inden for to år, i forhold til, hvad man har forventet da vi gik ud af folkeskolen. Det siger noget om undervisningen, men det siger mest af alt noget om os! For vi kan udrette meget på kun tre år!
Og ja, lad mig da bare tage jer med på en lynrejse gennem tre år!
Lad os starte ved starten.
*Pause*
Ja, det var sådan, det lød i de to klasselokaler de første 14 dage af grundforløbet. Total tavshed. Ingen turde sige noget til nogen. Er du gal, hvor var man nervøs for at skulle fremstå som en, der sagde noget forkert, noget der ikke faldt godt ind, eller bare for at skille sig ud, som en af dem, der sagde noget. Men lad så være helt ærlige. Vi er godt nok kommet igen.
For efter grundforløbet gik det løs.
Vi tog en smuttur til Århus lige efter grundforløbet, hvor vi for alvor lærte hinanden at kende. Efter 1.G startede det travle 2.G, som lige kort blev afbrudt af en studietur til Ath… Berlin. For ja! Vi endte skam med at tage til Berlin, og jeg synes, vi havde en vildt fed tur!
I 2.G var også der, hvor jeg fik æren af at overtage posten som elevrådsformand, og jeg vil gerne takke alle de af jer, der har engageret jer i elevrådet. Om det så har været i et halvt år, eller på tværs af alle årene. Med jeres idéer og initiativer har vi kunnet udvikle skolen. Vi har kunnet arrangere to skiture, vi fik skaffet et bordtennisbord, og lad mig være helt ærlig, så det fedeste, vi har gjort, det er at få forenet skolen. Skolen er blevet et vildt fedt sted at være, hvor elever på tværs af årgange og studieretninger snakker, fester og hygger sammen. Og det er altså ikke kun elevrådets fortjeneste. Nej, for hvis ikke vi havde nogle fantastiske klassekammerater, som har været med til dette, så havde vi aldrig opnået en så fed skole, som den vi efterlader. Så tusind tak til jer alle sammen for at være med i det fede fællesskab, som skolen har dannet ramme for.
Efter 2.G, så kom 3.G, hvor teknikfag endeligt kunne lære en, hvordan det er at skrive rapporter og sidde i fire timer og være dybt optaget af sit projekt, og lige pludseligt så ønskede man, at man også havde en femte time. Til at vi kom til en travl eksamensperiode, og nu står vi her.
Med en studenterhue, der sidder flot over hovedet, og for de fleste nok også en tanke der siger: ”Endeligt! Nu er det overstået, og nu kan vi gå vores livs sommer i møde helt uden bekymringer.” Det, tror jeg, er den sunde tanke. For lad os se det hele i øjnene. Vi kommer til at savne hinanden. Vi går ind i en tid, hvor vi kommer til at feste dag ud og dag ind, vi skal ud at køre studentervogn i morgen, og generelt bare have et brag af en sommer, men derefter, så stopper det. Vi skal ud at studere, nogle skal måske have et sabbatår, og nogle ved sikkert ikke engang, hvad de skal. Men en ting er sikkert; og jeg tror, jeg taler for alle, når jeg siger, vi kommer til at savne den daglige omgang med hinanden. For selvom hverdagen har været stressende, selvom hverdagen har været hård, og selvom hverdagen har været lang, så har vi gjort det sammen. Og på den her lille skole med kun to klasser per årgang, så har vi alle været tæt forbundne, og det, synes jeg, er en af de ting, der er bedst ved den her årgang!
Til slut vil jeg knytte en kommentar til fremtiden. Og jeg står her ikke for at sige, at I skal vælge med hjertet, og med en opfordring til forældre om at lade sine unge vælge, hvad de synes og ikke, hvad I synes. Nej, for den skal I nok få lov at høre, men jeg håber, at I vil huske at sætte baren højt, og lære af de fejl I vil begå. For I er ikke bare almindelige studenter, I er HTX-studenter, og I vil blive til noget, det er jeg sikker på, vi alle gør. Lad jeres studenterhue blive fremtidens succesfulde. Det er jeg sikker på, at vi alle kan opnå, og vi har i hvert fald statistikkerne med os! Så gå ud og giv den gas!
Og tusinde tak for at jeg måtte tale for jer, og så skal der bare lyde et stort tillykke, og god sommer!
Rektor Nynne Afzelius:
Kære studenter
I 1992 blev jeg student – det er mange år siden. Efterfølgende brugte jeg to år, på alt muligt forskelligt. Jeg var i Uganda som frivillig for Ungdommens Røde Kors, jeg var på højskole og lærte at dreje keramik, jeg var i USA, og jeg arbejdede også bla. på et gartneri, for man skal jo også tjene penge. Det var nogle rigtigt gode år, og i 1994 startede jeg på Københavns Universitet på matematik og fysik. Det virkede dengang lidt tilfældigt, at det lige blev det – der var mange ting, jeg havde lyst til at læse, og jeg var bestemt ikke sikker, da jeg søgte ind. Men jeg indså, at hvis jeg skulle vente med at vælge, til jeg var sikker, så ville jeg aldrig få en uddannelse, så jeg valgte.
På den første dag besluttede jeg mig for, at jeg ville gå ned og sætte mig nede på første række. For det første fordi der kan man se og høre hvad, der foregår, men også fordi, at det faktisk er frivilligt at gå til forelæsninger, og jeg vidste, at hvis jeg sad på første række, så ville jeg følge med. Dengang ville man sige: Man sidder ikke på første række og læser avis, i dag ville man sige: Man sidder ikke på første række og doomscroller. Det viste sig ret hurtigt, at en anden fordel ved at sidde på første række er, at de andre, der sidder på første række, de er OGSÅ mødt op for at få noget ud af undervisningen. Så hvis man gerne vil være i gruppe med nogen, der også gerne vil bestå eksamen, eller som sågar også synes, at faget er spændende – så er første række, det rigtige sted at lede. Men tilbage i 1994, der mødte jeg op, satte mig på første række og gav mig til at snakke med ham, der sad ved siden af mig. Og i dag… 30 år, et bryllup og fem børn senere er jeg nødt til at sige: Det var en af mit livs bedste beslutninger. Så til alle jer vil jeg sige: gå ned og sæt jer på første række, og tal med ham, eller hende, der sidder ved siden af!
I dag fejrer vi, at I er blevet studenter. At I har fået jeres huer og jeres eksamensbevis. Vi fejrer, at I har udrettet noget, og at I har gjort noget. I har taget et aktivt valg om at gå her, I har arbejdet for det – og vi ved, at der undervejs har være udfordringer. Der har været gruppearbejde, der ikke fungerede, der har været pizzaer, der ikke blev sprøde på den måde, man ønskede, borde der ikke stod helt lige eller 3D-print, som ikke blev, som man havde tænkt. Og I har kæmpet med Maple, der ingenting ville, fordi punktummet var et komma, med Studieplus, som blev lukket ned, med busser, der var aflyst, lokaler, der var for varme (eller kolde), og opladere, der var blevet væk for 3.gang.
Men der har også være intense bordtenniskampe, kammerater, der holdt på busdøren, så man lige nåede med, snaps om hvor man blev af, Åben Onsdag, Gallafest, Cafeaftener og de der lysende øjeblikke, hvor man pludselig FORSTOD. Forstod hvordan det forsøg skulle laves, forstod sammenhængen mellem differential og integralregning og forstod, hvorfor dansk er et vigtigt fag.
Og den gode og den dårlige nyhed er, at sådan vil livet blive ved med at være:
Der vil blive ved med at være morgener med aflyste busser, punkterede cykler og garanteret 100% vandtætte regnjakker, der alligevel ikke holdt regnen ude. Men der vil også blive ved med at være mennesker, der gerne vil jer, lysende øjeblikke af klarhed når I forstår noget nyt og den grundlæggende gode og stille glæde ved at leve et helt almindeligt liv: Ved fornemmelsen af forårssol på ens ansigt, nydelsen ved at gå i seng til helt rent sengetøj og duften af nybagte boller.
Nogle gange er livet fantastisk, nogle gange er det noget lort – det meste af tiden er det helt fint. Sørg for også at nyde livet, når der er helt fint – for det vil være det, som der er mest af.
I 1970’erne var man bange for, at olien slap op, så vi ikke mere ville have brændstof, plastik og alle de mange andre produkter, som olien bruges til. I slut 70’erne og start 80’erne forårsagede et våbenkapløb mellem Øst og Vest (USA og det som dengang hed Sovjetunionen), at begge supermagter kunne udslette hele kloden et par gange, og at en iskold atomvinter var nær. I slut 80’erne opdagede man, at Freon og lignende gasser fra bl.a. køleskabe ødelagde ozonlaget, og at kloden ville blive en gold og afsvedet ørken, og at vi alle ville dø af hudkræft. I slut 90’erne frygtede man, at computeren ville gå amok ved årtusindskiftet. Fly ville styrte ned, banker kollapse, og verden ville lukke ned nytårsaften 1999.
Og alle de her eksempler på potentielle katastrofer, de løste ikke sig selv. Der blev forsket og arbejdet på nye måder at finde olie på og lave brændstof. Der blev demonstreret og arbejdet imod våbenkapløbet. Freon i køleskabe blev forbudt, og nye alternativer blev udviklet, og utallige computerprogrammer blev gennemgået, så alting fungerede – også efter datoen skiftede fra 99 til 00.
Problemerne løser ikke sig selv, men de kan løses. Og de kan især løses, når vi arbejder på at holde håbet oppe. Når vi samarbejder om ny teknologi, om fælles løsninger og holder fast i troen på, at der findes løsninger.
Selvfølgelig forstår jeg godt, hvis I er bekymrede, når I lige nu ser på verdenssituationen. For der er spørgsmål, som vi lige nu ikke har nogen svar på. Der er klimakrise, og der er krig bl.a. i Ukraine og Mellemøsten – og der er meget mere at bekymre sig om. Men vi kan løse det! For det har vi gjort mange gange før, og det gør vi også denne gang. Det bliver ikke let, og det kommer til at kræve, at vi gør noget anderledes. Men det kan lade sig gøre.
Så, kære studenter: Tag jeres håb, jeres humor, jeres viden og jeres nysgerrighed med jer ud i verden. Tro på, at I kan være med til at gøre en forskel – også selv når det føles småt. Og tro på, at vi – sammen – kan finde svar, også på det vi endnu ikke har spurgt om. For håb er ikke naivitet. Det er ikke en from tanke eller noget, man bare går og venter på.
Som forfatteren Rebecca Solnit skriver:
"Håb er ikke en lottokupon, du sidder med i sofaen og føler dig heldig over. Håb er en økse, du bruger til at brække døre op med i en nødsituation."
Og I – I er dem, der har håbet i hånden. Ikke som noget skrøbeligt, men som noget I aktivt handler med.
Vi vil mødes igen – og jeg håber på, at vi vil mødes nede på første række med håbet beredt i hånden.
Og med disse ord dimitterer jeg jer som studenter fra HTX Køge, 2025
