Ansøgertallene til HTX Køge har været i kraftig vækst de seneste år. Fra 2024 til 2025 steg ansøgningerne med ca. 31 procent, og fra 2025 til 2026 steg de igen med omkring 30 procent.
Rektor Nynne Afzelius glæder sig over fremgangen og ser det som et tegn på, at flere unge får øjnene op for HTX's særlige faglighed.
"Vi oplever, at flere unge får øjnene op for den måde, man arbejder på på HTX. Her handler naturvidenskab og teknologi ikke kun om teori, men om at løse virkelige problemer og omsætte viden til noget konkret. Det tiltaler mange unge," siger hun.
Fremgangen kræver politisk opbakning
Rektoren understreger, at den positive udvikling også skal følges op politisk.
"Hvis vi som samfund ønsker flere ingeniører, udviklere og naturvidenskabelige talenter, er det vigtigt, at uddannelsen har stabile og fair rammer. De unge vælger HTX til. Nu skal rammerne følge med," siger hun.
"Vi ved, at mange af vores elever vælger HTX Køge til, fordi vi er et lille gymnasium med et trygt miljø, hvor alle kender alle. Det politiske fokus på kæmpe store gymnasier er alt for ensidigt. Små gymnasier kan noget andet end de store, vi kan skabe individuelle og fleksible løsninger med fokus på den enkelte, og ingen forsvinder i mængden," tilføjer hun.
HTX Køge er en del af det lokale gymnasiale uddannelsesmiljø og tiltrækker elever fra et stort opland i og omkring Køge.
Stigende interesse for tekniske og naturvidenskabelige uddannelser
På HTX arbejder eleverne projektorienteret og virkelighedsnært med teknologi, naturvidenskab og innovation. Undervisningen er organiseret omkring konkrete problemstillinger, hvor eleverne samarbejder om at udvikle løsninger.
Flere HTX-skoler i Danmark oplever samtidig stigende interesse, hvilket tyder på, at teknologiske og naturvidenskabelige uddannelser vinder frem blandt de unge.
"Når flere unge vælger HTX, sender det et klart signal om, at de ser mulighederne i en teknisk og naturvidenskabelig uddannelse. Det er positivt for de unge, som får adgang til spændende og praksisnære læringsmiljøer, og for samfundet, der har brug for flere med teknologiske kompetencer. Vi håber, at denne udvikling fortsætter, så endnu flere unge får mulighed for at omsætte deres idéer til konkrete løsninger og gøre en forskel," siger Nynne Afzelius.
