Velkommen til HTX Næstved!

Et lille gymnasium med plads til dig
På HTX Næstved bliver du en del af et trygt og tæt fællesskab, hvor alle kender hinanden, og hvor der er kort vej mellem lærere og elever.
Vi deler alle en fælles interesse for naturvidenskab, teknologi og innovation – men du behøver heldigvis hverken at være fysiknørd eller talmester for at passe ind. Det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at lære og være en del af et miljø, hvor vi bakker hinanden op.

En hverdag med nærvær og nye oplevelser
På HTX Næstved får du meget mere end blot undervisning. Du får oplevelser, der udvikler dig fagligt og giver minder for livet.
Glæd dig til projekter, ekskursioner, workshops og spændende gæsteforelæsere – og ikke mindst til et socialt liv, hvor grin og venskaber er en del af hverdagen.
Vil du vide, hvad der gør HTX Næstved til noget helt særligt? Så læs med herunder.
Vi passer på hinanden
På HTX Næstved lægger vi stor vægt på, at alle trives – og vi står klar til at hjælpe, hvis du har brug for støtte.
Uanset om du har særlige behov, eller bare har brug for ekstra ro i en periode, har vi tilbud, der kan gøre din hverdag lettere.
Her er plads til forskellighed og til dig, præcis som du er.

LAN-party, hygge, gaming og spil hele natten
En af vores mest populære traditioner er LAN-party – vores helt egen spilaften, som finder sted en gang om året. Her forvandler vi skolen til et kæmpe gaming- og hyggeområde, hvor vi spiller alt fra bræt- og kortspil til computerspil og konsoller. Der er snacks, sodavand og masser af god stemning - og vi bliver hængende til langt ud på natten.

Elevrådet
Elevrådet er med til at forme hverdagen på HTX Næstved – både fagligt og socialt. Vi sørger for, at elevernes stemme bliver hørt og er også aktive i Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO), hvor vi er med til at sætte fokus på unges vilkår i hele landet.
Fester og festudvalg
Vi elsker at feste – og det gør vi hele året igennem. Der er både mindre fester og store begivenheder som vores gallafest og gammel elevfest, hvor tidligere HTX-elever vender tilbage og hygger sig sammen med os. Her mærker vi virkelig det særlige HTX Næstved-fællesskab, der lever videre – også efter gymnasietiden.
Har du lyst, kan du være med til at planlægge festerne gennem festudvalget.

Din egen base
Hos os har hver klasse sit eget lokale – vores stamsted – som vi bruger gennem hele gymnasietiden. Det skaber ro og tryghed i hverdagen og giver mulighed for at sætte sit eget præg på rummet. Mange pynter op til jul, halloween – eller lige præcis det, de har lyst til.
Timer i fag som fysik foregår i vores specialindrettede faglokaler – men klasseværelset er altid vores faste base.
Studieture
I 1.g tager vi på introtur, hvor vi lærer hinanden at kende på tværs af klasserne. I 2.g går turen til udlandet – tidligere har vi fx været i Budapest og Berlin.
Lyder HTX Næstved som noget for dig?
Så læs mere her og glæd dig til tre år fyldt med faglig fordybelse og et stærkt fællesskab.
